EKKO AF EN FAR

(lille brudstykke)
Jeg mødtes med min far på en restaurant. En yderst sjælden begivenhed. Jeg frygtede det. Frygtede ham eller rettere skuffelsen over ham.
Jeg fortalte ham at jeg netop forleden havde besøgt Solvej, min halvsøster og hans andet barn. Det havde været hyggeligt lige indtil det øjeblik, hvor hun fortalte at hun hver aften klokken halv elleve, præcis, hørte støvletrap ude på hovedtrappen. Det lød som om en hel flok, der buldrede ned, men når hun åbnede døren for at se, hvad der var los, var der slet ingen og lyden holdt op.
Min far så afventende på mig.
– Jeg må indrømme, at jeg lod som om jeg pludselig blev meget træt, så jeg kunne skynde mig ud af døren, inden lydene begyndte.
– Det uforklarlige skræmte mig. Men da jeg skyndte mig ned af trapperne og alligevel ikke kunne lade være med at forestillede mig spøgelseslyden, så var det som om jeg så, hvad der engang var sket der på trappen.
Jeg kiggede på min far for at aflæse om jeg skulle fortsætte.
– Det var under krigen, en familie blev slæbt ned af trapperne af militærfolk. Det var nok jøder, der havde gemt sig på loftet og var blevet opdaget og nu slæbt væk til en uvis og frygtelig skæbne. Deres angst var sprunget som dråber og havde sat sig i opgangen som et slags ekko.
– Sjovt… for det er mig der har oplevet det ! Sagde han roligt.
Det var som om der gik hul på min verdensboble. Hvordan kunne det lade sig gøre? Kan man arve en del af en andens oplevelse? Hvad betød det og hvordan havde han oplevet det?
Jeg kendte ikke min far så godt, han var en meget privat mand. Man vidste bare, at man ingen ting vidste. Ikke jeg, ikke min søster og ikke min mor. Måske slet ingen. Det var bare en fornemmelse der hang tykt i luften, men som ikke kunne berøres eller italesættes. Det var sådan det altid havde været. I lang tid troede jeg, at min søster fik den del af ham, men ikke jeg. Min mor troede, at hans anden kone, Solvejs mor, fik det, men ikke hende. Hans anden kone troede, at min mor havde fået det. Han efterlod altid et kølvand af sorg og frustration bag sig.
Nu sagde han noget, noget mærkeligt. Men jeg vidste, at det havde med den anden del af ham at gøre. En lille lem ind til ham, som vi fornemmede, men ikke kunne fange. Jeg blev tavs og håbede, at han ville afsløre en smule mere. Men han kaldte blot på tjeneren og bestilte maden.
Vi småsnakkede, men jeg kunne ikke få tankerne om den oplevelse han havde haft, ud af hovedet.
– Jamen hvad oplevede du?
– Det du fortalte.
Vi spiste videre i tavshed. Så lagde han bestikket fra sig og tørrede sig om munden. Han stirrede på mig og jeg koncentrerede mig om at spise. Lod som om jeg ikke bemærkede det.
– Er du færdig?
Det var jeg ikke, men blev alligevel overrasket nok og beklemt af den sære stemning til at svare ja. Han kaldte tjeneren hen, lagde 500 kr. Og sagde at det var i orden.
– Kom.
Vi gik ud på aftengaden hvor luften var frist og let blæsende. Netop som jeg troede, at det var farvel, at jeg havde ramt ham, hvor han ikke ville røres, så nikkede han med hoved, som signal til at jeg skulle følge med ham. Vi drejede ind af lågen til Ørstedsparken.
– Det var en nat, jeg var 10 og min mor var lige død. Jeg løb på ski i granskoven. Træerne var sorte i natten, imellem dem fulgte en flok ulve mig. Ligegyldig hvor hurtigt jeg løb, var de lige dér inde mellem granerne. Jeg var stiv af skræk. Men til sidst så udmattet at jeg standsede. Jeg så lige ind i deres gule øjne, der lyste i mørket.
– Ulve? Der fandtes da ikke ulve i Danmark dengang.
– Der overgav jeg mig til ulvene.
– Altså blev til et dyr, eller?
– Overgav mig til mørket.
– Mørke som i ondskab? Men du er da ikke et ondt menneske…
– Det er jeg glad for at du siger, men har jeg bragt jer nogen glæde? Jeg har prøvet, men jeg bringer bare ulykke med mig ikke? I Patagonien var jeg hel.
– Patagonien i Argentina?
– Ja.
– Du har da aldrig været i Argentina.
– Jo…du var lille. Da jeg kom tilbage gik din mor fra mig.
– Hvad?
– Hun har vel fortalt at jeg forsvandt i 8 måneder.
– Ja… med en anden kvinde
– Det er noget hun har fundet på. Jeg var i Argentina.
– Jamen du har da selv indrømmet det!
– Ja…det var nemmere. Der var så meget, der var for svært at forklare.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Måtte bare klamre mig til et eller andet.
– Hvad har det med oplevelsen i opgangen at gøre?
– Alt. Det har alt med den oplevelse at gøre. Dengang var jeg 6 år.